Arleth

Åbningstider

Mellem jul og påske:

I er velkomne alle dage efter aftale

Opdateret: 15/03 2024

Økologisk guld og sølv – hvad er nu det?

 

Alle smykker hos Galleri Arleth er fremstillet af de reneste metaller og stemplet med vores navnestempel og lødigheden. Dette kontrolleres ved uanmeldt stikprøvekontrol af Forceinstituttet flere gange om året. Vi bruger udelukkende recirkuleret metal, fordi det skåner miljøet for problemerne med minedrift. Vores metal er renset på topmoderne fabrikker, der har helt styr på deres miljøbelastning og ikke udleder skadelige stoffer – det er ren økologi.
Er det nu ikke lidt smart? Slet ikke, prøv at læse her:
I dag findes guld og sølv stort set ikke længere af guldgravere, der vasker guld i flodlejer eller hakker efter guldklumper i snævre minegange. Metallet findes i meget små koncentrationer: Mindre end 10gram guld pr ton klippe i en guldåre. For at udvinde denne lillebitte mængde metal kræves at man opfører en åben mine, sprænger og pulveriserer klippen og udvinder de ædle metaller med giftige kemikalier som cyanid. I Rumænien i år 2000 påvirkede en cyanidforurening f.eks. drikkevandet for over 2,5 millioner mennesker, og utallige dyr, fugle og fisk omkom.
Ud over dette er der problemet med de uønskede slamrester efter udvindingen. Metalmineindustrien er ansvarlig for en større miljøbelastning end nogen anden industri. Amerikanske metalminer genererer f.eks. hvert år en affaldsmængde 9 gange større end samtlige amerikanske byer, og den står for 96% af arsenikudledningen og 76% af blyudledningen i USA.
For at udvinde guld nok til en alm. guldring produceres 20tons mineaffald og forurening. Derfor: Genanvend dit gamle metal og skån miljøet.

Vi tilbyder at købe dit gamle metal for en virkelig god pris. Få en uforpligtende vurdering. Vi kan dog ikke afregne kontant, men ved at sælge dig noget andet hos os i stedet. Tilbudet gælder både, hvis du ønsker at købe et smykke eller et kunstværk – og også hvis du køber et værk af en af de kunstnere, vi udstiller hos os. Vi kan også udstede et gavekort på beløbet, hvis du vil sælge metallet og vente med at købe.
Hvis det er vigtigt for dig at få lavet et smykke specielt af dit gamle guld, kan det sagtens lade sig gøre.

Hvad er så gammelt metal?

Sølvbestik og korpus (fade, skåle osv.), som er stemplet med de tre tårne (De tre tårne bruges i Danmark). Hvis der kun er to tårne, er det førsølvet (plet) og kan ikke bruges. Der kan også være tale om udenlandske genstande, bare de er lødighedsstemplede.

Genvundet sølv fra fremkalderbade, sølvmønter mv.

Guldsmykker, guldure, guldtænder, guldmønter, flodguld mv.

Vi kan kun betale for tingenes indhold af guld og sølv, så evt. ædelsten kan vi afmontere, så du beholder dem. En 14kt guldring indeholder 14/24 guld (58,3%), 18kt indeholder 18/24 (75%), tretårnet bestik indeholder 83% sølv, smykkesølv er typisk 92,5% sølv.

Prisen afhænger af kursen på guld og sølv, som ændres dagligt. Den 03/01 2021 kostede et gram finguld 365,66kr og et gram finsølv 5,12kr på børsen i London.

Vi kan tilbyde 90% af prisen på Londonbørsen for sølv og guld.

Eksempel:
I kommer med et kg gammelt sølvbestik og service. Det indeholder 83% finsølv. Vi kan med dagens kurs d. 03/01 2021 tilbyde 3824kr til køb i galleriet.

I kommer med 25g smykker af 14kt guld. De indeholder 58,3% finguld. Vi kan med dagens kurs d. 03/01 2021 tilbyde 4796kr til køb i galleriet.

Hvad sker der så med jeres gamle ting? De bliver sendt til affinering i Schweitz, hvilket betyder at de renses for uædle metaller på en fabrik, der har helt styr på deres miljøpåvirkning. Vi får rene ædelmetaller retur og kan legere nyt metal, som indgår i vores smykkeproduktion. Det er omkostningerne i den forbindelse der gør, at vi ikke kan tilbyde fuld pris.